Til STO med Team Kø`Ho`.

Igen i år har Ulrik Jeppesen fra O.S.K og hans makker Jack været til Seatrout Open og det er der kommet denne sjove og finurlige beretning ud af.

Team Kø`Ho`.
Ulrik tv og Jack th

Tre dages hardcore kyst konkurrence er slut, og Team Kø’ Ho’ aflægger hermed rapport for STO, efterår 2017.

Fredag: Udgangspunktet for dagens fiskeri var i virkeligheden et forsøg på at iværksætte en Plan B: Op til konkurrencen havde både Jack og jeg fundet pladser med dejligt mange og store fisk. Det var sådan set bare at tage ud og plukke dem. Intet kunne gå galt, medmindre vinden drejede i nordlige og vestlige retninger. Jeg tænker ikke, at der er behov for at uddybe de faktuelle omstændigheder omkring vindretning og -styrke de sidste 3 dage, men nøjes med at vende tilbage til temaet omkring den Plan B: Vi havde hørt lidt rygter fra et lukket og afsidesliggende spot på Nordfyn, men var lidet begejstret for tanken om en travetur på flere timer for at komme derud. Og nu ved jeg godt, at det her lyder fuldstændig usandsynligt, og jeg går ikke nærmere ind på Jacks lidt ulækre evne til at manipulere folk, men faktum er, at der kl 6 om morgenen holdt en opvarmet firehjulstrækker klar til at fragte os rundt på det lukkede område. Således ankom vi til det første hotspot i dagens første lys. Både Team Kø’ Ho’ og den rare chauffør Jens, fik fisk. Jeg havde endda den tvivlsomme ære at misse hugget fra en rigtig grov fisk. Efter at vores nye ven havde vist os områdets andre spots, indstillede vi fiskeriet og blev kørt tilbage til vore biler på parkeringspladsen. Her viste det sig, at min mekaniker havde ret i hans advarsler om tilstanden på Clioens batteri, og den satte en grufuld hoste op, da jeg drejede nøglen. Heldigvis stod der en flok robuste, waders klædte mandfolk klar til at løbe franskmanden igang igen. Og selvom det var svært både at holde fuckfingeren rettet mod Thomas Graversen og hans allestedsnærværende kamera – og styre koblingspunkt samtidig, lykkedes missionen tilfredsstillende. Vi besluttede – trods udsigter til muddervand og stiv pålandsvind – at give vores oprindelige toppladser et skud.. det ku’ jo være.. Og efter en køretur tværs over øen, kunne vi til vores store lettelse erfare, at vandet da slet ikke så slemt ud endda… Ikke de første 5 meter ved parkeringspladsen i hvert fald. Realiteterne pressede sig imidlertid hurtigt på, og vi kunne konstatere at vandet var transparent som spildolie og flød med fragmenter af samtlige saltvandslevende planter i Nordeuropa. På et tidspunkt fandt vi tre meter kyst, hvor vandet var klart, og det kun var i hvert 2. kast, at der var en adventskrans af ålegræs på krogen. Her var der fisk, og vi tabte begge en halvmeters. Glæden over de fundne fisk var kortvarig, idet en båd suste ind over pladsen og lagde anker. Omtrent oveni i mine vadestøvler. Jeg kunne se, at Jack allerede dampede under Lanzarotekasketten og munden var trukket sammen som en hønserøv. Men manden i båden vinkede venligt, og inviterede til en tur til en lille ø, hvor der var mange fisk. Og således blev det, at endnu en venlig fremmed tilbød at fragte Team Kø’ Ho’ rundt. Den rare Greg var amerikaner og viste os spots i et par timer, hvor vi havde et par kontakter. Og så kunne vi ikke klare flere input og perspektiver på amerikansk udenrigspolitik den dag!

Lørdag: Vi havde ikke helt opgivet håbet om at fiske gårdsdagens område, men måtte på grund af vejrprognosen vælge et spot, der kunne klare en hård NV vind. Ankommet til pladsen, kunne vi konstatere, at meteorologerne på DMI endnu en gang havde tabt brunsvigeren ned i lottomaskinen, og vinden stod direkte i syd og dermed lige i masken på os. Jack formåede en enkelt gang at få wobleren ned gennem den store buffet af salte grøntsager, og fik et kontant hug, som han missede. Vi pakkede hurtigt sydfrugterne, idet den uventede vindretning åbnede for at fiske i det ellers opgivende område. Således fik vi parkeret os på det super hemmelige spot, hvor vi naturligvis mødte en hel fiskeklub af fluefiskere. Den altid optimistiske Jack påpegede, at de jo kun havde fisket de inderste 5 meter af, hvorfor vi kunne fiske de sidste 60 meter udad af med spinnegrejet. Og i et øjebliks kognitiv nedsmeltning, lød det fornuftigt nok for mig. Jack fik da også monteret en rædsel af en neongul kagerulle, høvlede den ud på 80 meteren og fik en halvmeters. Dernæst fiskede vi et nærliggende stræk, som jeg havde fået mange fisk på i sidste uge. Men det gav kun en pivert af en målsfisk. Med endnu et sikkert kort ude af puljen, måtte vi således lægge en ny plan. Og da vindretningen nu var mere gunstig for endnu et af de opgivede spots, tog vi endnu en gang turen tværs over øen. Dette tiltag medførte imidlertid kun den håbløst trivielle erfaring, at vinden endnu en gang var vendt og bankede de skumklædte bølger op i halvanden meter på pladsen. Havde det ikke været for min viden om en halv citronmåne i Jacks bil, var jeg på dette tidspunkt så knækket, at jeg var klar til at klippe et gækkebrev af mit STO-deltagerbevis. Men det blev citronmånen og lidt manlove i Clioen.

Søndag: Team Kø’ Ho’ gir aldrig op, og lærer aldrig af deres fejltagelser. Ud fra disse grundprincipper, faldt pladsvalget naturligvis på noget absolut risky og potentielt mudderbefængt møgvand. Men efter gårdsdagens nedtur, gav det kun mening at satse hele butikken. Efter en times strækmarch gennem brombærkrat og tæt nåleskov, ankommer vi til pladsen med det dejligste kakaofarvede vand! Vi er så udmattede og desillusionerede, at vi ikke engang orker at tæve hinanden. Men vi ved dog, at vi har et sidste skud i bøssen, dvs. muligheden for læ og klart vand i en lille bugt længere henne ad kysten. Og sørme så! Vandet ER klart og fiskbart. Og i denne 11 time… på denne spinkle gren af håb.. i dette desperationens øjeblik lykkes det at finde en ordentlig røvfuld fisk. De kommer i store trykbølger på det lave vand, hugger, mistes, fightes, landes og beundres under skrig og skrål i et par timer. Og vi bliver enige om, at hvis nogen har fortjent at skamskovle halvmeters, så er det Team Kø’ Ho’. Og det bliver endda til en top 10 fisk til Jack – og bølgen fra en 4-kilos til mig..

Team Elite Kø’ Ho’ logger af for i år. Tak for dansen og tusind møzzer til alle

Niels Jensen

 

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.