Årets sidste fladfiske tur.

En blandet sæson blev afsluttet med en tur, der endte med at blive meget god.

Som altid er det jo vind og vejr der bestemmer, hvad sådan en tur skal ende ud i og da vennerne fra Saltvandsklubben havde fået aflyst deres tur om lørdagen pga. for megen blæst fra syd var vi spændte på hvordan vores tur skulle gå.  Vi valgte at sejle over til Lollands siden, da vinden var slået over i sydøst. Det indebærer så, at vi får det vores skipper Verner kalder en ” rock og rul tur” hen over Langelandsbæltet.  Så vi valgte at spise vores rundstykker i Spodsbjerg Havn og så risikerede vi heller ikke, at Dr. Nielsen forlod bægeret førend tid 😉

Og det startede da også med at vi slet ikke kunne forlade kajen, da vinden var så kraftig eller måske nærmere Verners motor for sløv for vi blev presset ind mod kajen. Men et par gamle sømandstricks fik os da derud af.

Nå, det blæste ikke mere end at alle klarede det uden problemer og ovre på den anden side begyndte vi at fiske. Dog uden den store succes for strømmen løb helt op til 1, 8 og det er sgu for meget. Og da det havde blæst meget i dagene forinden trykker fiskene sig mod bunden.

Men over middag løjede vinden lidt af og solen tittede frem samtidig med,  at strømmen nu løb med ca.0.8 og det er meget bedre 🙂

Så de flade kom nu op i spandende i en jævn strøm og smilene og humøret steg betydeligt.

Vi havde en ny mand med i skikkelse af Heine og han havde lånt grej af Formand Allan. Noget mærkeligt sammenbundet noget, der da heller ikke fangede en eneste fisk, så undertegnede gav Heine et nyt forfang og en efterløber og så skete der sgu noget 🙂

Heine med en af sine 15 fladfisk.

Alt i alt endte vi op med at fange 142 flade og det lyder måske ikke af meget, men med de betingelser der var og som fiskeriet har været i Langelandsbæltet var det godkendt !

John Pedersen havde taget en 9 fods stang med og den syntes han åbenbart var for lang for sidst på dagen valgte han lige at korte den ned til en 8 fods 😀   Men da havde han fanget de 9 fisk det kunne blive til på en dag, hvor undertegnede valgte at fange 13 flade for ikke at skulle stå model til mere mobning fra Johns side 🙂

Tak til alle deltagerne for en god tur og vi er klar med ture igen i 2019 🙂

Niels Jensen

 

Udgivet i Nyheder.