Da min far blev pensionist, satte han sig i en stol tændte piben og fandt avisen frem. Der blev han siddende, kun afbrudt af tv, ture til brugsen, samt lidt havearbejde. Årets højdespringer var en tur til Kreta, Italien eller andre steder. Det var de muligheder der var som pensionist, nåja…! det ugentlige kortspil selvfølgelig.
I dag er mulighederne nogle helt andre. Vi vil noget mere og under hashtagget #detgodeliv, har Viking 65+ fra Odense Sportsfisker Klub, bestemt sig for, at livet skal leves…og helst på 1.række. Onsdag d. 20/3 havde 24 mand besluttet sig for at leve det gode liv.
Stedet var Egense Dyb…plads nr. 3 vist nok ! Efter rundstykkerne, kaffen og et par små skarpe blev der gået til den et godt stykke ude på fjorden. En enkelt havørred måtte lade livet. Flemming Eriksen overlod letsindigt sin fluestang til Erik Pontoppidan som kvitterede med et øjeblikkeligt hug. Gentleman som Erik er, blev stangen hurtigt leveret tilbage til rette ejermand.
På stegefadet havde Jørgen, Kurt og Henning i mellemtiden stegt og braset bacon, nakkekotelletter og varmet brød. Duften spredte sig hurtigt over Otterup lystbådehavn og røgen fra baconen kunne ses milevidt omkring. Snart indfandt seniorerne sig ved bordet.
Hvis nogen udefra læser dette, er I velkommen til at deltage sammen med vores seniorer. Der er plads til alle og fiskegrej har vi masser af . Kontakt evt. klubben på mandage aftener på adressen Bækholmen 90, 5240 Odense NØ
Gerhardt Andersen