Som altid bliver der set frem mod årets Fladfiske Cup fra Spodsbjerg. Dels for at se om man kan fange en flad større end kammeraternes, men også for at få hilst på de 72 andre lystfiskere der kommer fra det ganske land og som for manges vedkommende er gengangere som en selv 🙂
Vejrudsigten lovede fint vejr, men da vi er kommet ned omkring frysepunktet om natten var de varme dragter fundet frem og det viste sig at være en god ide.
Vinden var i øst hvilket betød en tur til Lolland og det gik fint og morgenmaden blev indtaget og forventningerne drøftet.
Strømmen som vi jo altid er afhængige var som sådan fin omkring de 1,3 sømil, men den og så vinden modarbejdede hinanden så vores liner drev på langs af skibet med en massen flirter ind i hinanden . Men det blev klaret med et smil og en bemærkning 🙂
De flade kom på dæk i en jævn strøm, men der var ikke rigtigt de store på over kiloet imellem og som jo var det det hele handlede om ! Men pænt store som dem her René Christensen og Lars Rix fik var der flere af.
Så var der også lige Sven Bremher der fik 3 store pæne makreller på en gang. De smager sikkert godt, men tæller jo ikke rigtigt i konkurrencen 😉
Da dagen var omme og resultatet var talt sammen viste det sig, at der var fanget 235 flade svingende med 6 til ham med færrest og 33 til ham med flest !
Den største fangede om bord på vores skib var på 923 gram og blev taget af Per Hansen, hvilket udløste en fiskestang med indgravering. Den passer sikkert meget godt til det hjul han vandt sidste år 😉 Den rakte dog ikke til at komme i top 3 over all, da de fisk alle var på over kiloet. Vinderfisken var på 1198 gram !
Dagen sluttede dog med en trist, men nok ikke særligt overraskende besked fra Knud Erik Nygaard og hans hustru Henny Jørgensen.
De har i alle de 8-10 år undertegnede har arrangeret fladfisketure i O.S.K regi deltaget i samtlige ture gennem årene. Og også været med på Nordsøen mange gange.
Men nu er de begge nået til den erkendelse at alderen har indhentet dem og at fysikken ikke er til de til tider krævene ture på havet.
Stor respekt til Knud Erik og Henny for den beslutning og tak for en masse gode ture gennem alle årene. Jeres selskab vil blive savnet 🙂
Tak til alle ombord på Felix for en god tur 🙂
Foto og tekst: Niels Jensen