Så er vi kommet hjem fra årets tur til det Gule Rev og alle mand i en noget bedre forfatning end sidste år !!
Normalt, når vi skal på de ture går vi jo og kigger bekymret på vejrudsigten og gør os overvejelser om hvorvidt vi skal have den store overlevelsesdragt med eller ej, men i år var vejrudsigten så god, at overvejelserne gik på lange eller korte bukser. Det blev korte for undertegnedes vedkommende. Og valget faldt på en udsøgt solcreme faktor 30, som der så ikke lige blev brug for, da det var overskyet det meste af tiden, hvilket er dejligt nok, da vi så ikke står og bliver forbrændte.
Som sædvanlig ankommer folk til Thyborøn som det nu passer ind i folks program. Undertegnede og hans køremakker René var allerede deroppe kl. 17.30, så vi havde tid til at nyde en udsøgt middag på grillen og komme over i butikken og få betalt de 15.000 kr. sådan en tur koster for 12 mand med forplejning. Og så naturligvis se om der ikke skulle være noget grej, vi ikke kunne leve foruden. For undertegnedes vedkommen var det et par 500 grams røde gummibelagte kugler som skulle være gode at fiske med på vrag, da de ikke så let hænger i. For Renes vedkommende betød det en murespand fyldt med grej !!! Men omvendt, større grejnørd end René findes der sgu ikke…. hvem andre har med så man lige kan binde og lime lidt grej på sine forfang…og hvem har en pirkemappe med de samme pirke, hvor vi andre kan nøjes med en mappe med lidt forskellige pirke i forskellige størrelser og farver.
Nå, efterhånden var alle mand kommet og det var blevet tid til at komme i seng, men vi skulle naturligvis da lige have en godnatøl at sove på !!! En rigtig god ide for en flok ældre gråhårede mænd, der alle er kommet på NP (natpisser) holdet. Undertegnede vågnede kl. 02.00, da skibet blev startet op og så lå jeg en time og var ved at pisse i soveposen, inden jeg tog mig sammen til at hoppe i et par sko og komme op af stigen, og smutte ned i den anden ende af skibet iført underhylere for at smutte ind på et toilet, der er så lille, at det ville få enhver der lider af klaustrofobi til at sove med natble !! Ælstemanden Knud Erik var oppe 3 gange i løbet af natten, så havudvalget har besluttet at sponsorere en natpotte til ham !!
Nå, det er sgu sejt af den gamle( snart 77 år !!) at blive ved med at tage med på de ture, som for alle er trættende. I år havde hans yndige hustru Henny meldt forfald, da hun ikke i lighed med sidste år ønskede at blive bundet fast til rælingen for ikke at falde. I stedet var Christian Johannesen på 75 år med. Godt gået gutter 🙂
I år havde vi lidt svært ved at få pladserne fyldt, så undertegnede havde fundet to friske gutter Kaj og Kent fra Kolding, der gerne ville med og så faldt alders gennemsnittet drastisk . Tak for godt selskab til Kaj og Kent 🙂
Det skal siges, at Knud Erik er sig sin alder bekendt, så han havde pænt spurgt undertegnede om ikke han ville stå ved siden af ham, så han kunne gøre brug af hans svulstige overarme, hvis nu han fangede noget han ikke selv kunne hive op. Det samarbejde fungerede fint, så Knud Erik fik alle sine fisk sikkert på dæk.
Om morgenen var vi efterhånden kommet ca. 80 km ud på havet og morgenmaden og kaffen indtaget og det var blevet tid til at fiske. Vi startede på et vrag som ikke gav noget, så vi sejlede til et andet vrag som heller ikke gav noget og så begyndte tankerne, at kredse om, om det nu blev en af de dage hvor vejret er fint, men hvor vi bare ikke fanger noget som helst. Men vi har jo ikke døbt skipper Per, “Danmarks bedste skipper” for sjov, så Per ændrede taktik og vi sejlede hjemad i ca. 1,5 time og begyndte at fiske på stenrev og bingo….pludselig begyndte der at komme smil på læberne og fisk i kurvene. På stenrev er fiskene dog ikke så store som de kan være på vragene, men fisk op til 8 kg kan vel godt gå an !! Undertegnede fangede også sit livs første grå knurhane, hvilket han selvfølgelig var mega stolt over, men den vejede sgu også næsten 300 gram !!
Apropos skipperen på sådan et skib, så har han jo mange funktioner. Han sørger selvfølgelig for at finde nogle gode fiskepladser til os . Der udover holder han os orienteret om hvad der står i de fodboldkampe der spilles og så sørger han for sammen med sin medhjælper som på denne tur hed Ingolf for, at vi får noget at spise. Og så naturligvis, at mobbe folk på den gode måde. Som for eksempel ved at stå oppe i styrhuset og råbe:
” Se, når turlederen fanger fisk, så er der sgu fisk” !!!
Undertegnede kom til at dele en negl i to på en skarp trekrog og da det blødte en del måtte jeg jo lige op til skipper og have såret renset og få en pæn steril forbinding på, så jeg kunne fiske videre. Det fik jeg også, men i den jyske udgave, som var rens med et stykke køkkenrulle og en forbinding, der bestod af en rulle grå isolerebånd. Men det virkede selvfølgelig og der blev fisket videre uden problemer. Jeg fik dog lige et ord med på vejen:
” Den negl får du sgu glæde af i lang tid ” !!
Kan man andet end at holde af den mand 🙂
Grundet den lange sejltid midt på dagen fiskede vi lige til kl. 18.00 hvorefter der blev serveret dejlig mad, som var nye kartofler og gryderet. Da grejet var pakket sammen var der lige tid til en morfar, så vi var klar til den lange køretur hjem til Fyns land.
I land skulle der afregnes til Ingolf der havde renset og fileteret vores fisk og resultatet var ca. 217 kg filet og nogle hele torsk. Et snit på ca. 18 kg pr mand med 12-13 kg til dem med mindst og op til 23-26 kg for dem med mest.
Alle mand havde haft det så godt på turen, at undertegnede benyttede lejligheden til at spørge om der var stemning for en 2 dages tur efter havkatte og det var der skam, så sådan en laver vi i 2018, da vi ikke kan få tid før.
Til slut vil jeg sige mange tak for en utrolig hyggelig tur og et godt kammeratskab og også en stor tak til skibet Bodil, Fru Bodil, skipper Per og medhjælper Ingolf for en god tur 🙂
Næste tur er lørdag den 27 maj 2017 !!
Niels Jensen