Hej medlemmer af O.S.K
Nu er vores å’er jo fredet (næsten, læs nedenfor), og året går på hæld, så her er en lille informations mail fra Odense Å Sammenslutningen.
Jeg håber I har været glade for året der gik, og er klar til næste år. For mig har det været et meget specielt år (positivt ment), mit første år som formand i denne fantastiske sammenslutning, og omgivet af fantastiske folk som Jer alle.
Og derfor vil jeg straks vende det til Jer; hvis I ikke har været glad for året, for hvad vores åer har budt på, og hvad vi i Sammenslutningen har lavet, så lad mig endelig vide det. Jeg er altid åben for konstruktiv kritik, og gode idéer.
Vi har i år haft et fantastisk samarbejde med Odense Kommune, dog kunne grødeslåningen have været bedre, men det retter sig forhåbentligt de næste år. Det er i hvert fald helt klart noget, vi vil følge op på.
Ligeledes har vi haft et rigtig godt samarbejde med O.S.Ks Fiskeskole og Ung Nord, som er meget glade for, at vi er klar med både fiskevand og bistand til deres arrangementer.
Vi har også haft et rigtig godt samarbejde med foreningerne, men ønsker stadig en større dialog med Jer:
Hvad kan vi gøre mere for Jer?
Hvad kan I gøre for os? (Vi vil gerne have et meget større samarbejde, foreningerne imellem og sammen med Sammenslutningen) :
For eksempel vil vi gerne lave nogle vedligeholdelses “aftaler” med Jer, så vi kan få de mest fantastiske fiskevande til vores medlemmer. Har du / I idéer til dette, så lad mig det vide.
Ja, vores åer er nu fredet indtil premieren (5. marts 2016), da ørrederne skal have lov til at gøre det, som vi alle håber de vil gøre (ud over at bide på vores kroge). Men, for der er jo altid et “men”, vores stykke ude ved Dalum, er åben for fiskeri efter Gedder hele vinteren (husk den er fredet i April, men den tid den glæde). Vi henviser til at åen er åben for geddefiskeri, dvs. vi ser helst ikke medlemmer rende rundt der nede med Mepps 3 spinnere, 0.12 line osv. der absolut ikke ligner geddefiskeri.
Samtidig opfordrer alle at respektere gedden: Den er en fantastisk flot og meget gavnlig fisk, der er naturlig i vores vande. Den skal have lov til at være hér, og den gør faktisk rigtig god gavn ved at tage syge og dårlige fisk først, så de ikke smitter andre fisk. Så hvis vi vil bevare denne fantastiske fisk i vores åer, så synes jeg den skal genudsættes, i hvert fald de store hunner.
Men hvad har vi på beddingen? En del faktisk.
Premieren 2016:
Vi arbejder på at få programmet til Premieren (5. marts 2016) ud i Julehandlen allerede d. 1. December (i Ækvator Sport og Jan & Bo Odense), og denne gang vil vores alle sammens fiskedag blive udvidet, så den er fra kl 7-14. Så bliver der også lidt mere tid til de fiskere der kommer udefra, og vil prøve forskellige pladser ved åen.
Og så er bækørreden (som jo ikke længere er (næsten) totalfredet i vores åer) også kommet med, med en enkelt præmie: Største bækørred…. igen, for at prøve noget nyt.
Hvad med Jer? Ja nu skal I igang med planlægningen, for fra kl 11-14 er det åbent i teltet (efter brunch’en), hvor i alle klubber får en plads ved et bord i teltet, hvor I kan have Jeres flyers, brochurer, girokort osv. fra Jeres klub liggende, og I er velkommen til at stå ved bordet og fortælle om Jeres godter. Husk, der kommer en del folk udefra, og endnu flere, der ”bare skal kigge”. Og bedst af alt, det koster helt gratis for Jer, så det er bare at møde op.
Køb og Salgs dag:
Vi er også i gang med en køb og salgs dag, som kommer til at foregå d. 27. februar 2016 i hallen i Viktoriagade 33, Odense C. Der bliver gratis adgang, men en stadeplads vil koste 50 kr. Det er meningen at man (klubber, medlemmer, hr. / fru Jensen), skal kunne sælge af vores / deres aflagte, brugte og ikke nødvendige / overskuds grej. Så hvis du / I ønsker en stadeplads der, koster det som sagt 50 kr, og det er først til mølle. Kontakt undertegnede hvis du vil booke, igen det er først til mølle. Og, der bliver solgt pølser, brød, øl og vand, så der er ingen undskyldning for at blive væk.
Fangster (En lille bøn til Jer):
Der er i år igen fanget mange flotte fisk i vores åer, men det er desværre ikke alle, der bliver oprettet i vores fangstjournal. Det er obligatorisk og aftalt, at alle fangster af havørred, bækørred, laks, regnbueørred, gedde, aborre og sandart SKAL oprettes i vores fangstjournal, og vi kan se at det slet ikke bliver overholdt. Vil I som formænd ikke lige være søde at minde Jeres medlemmer om at dette virkelig ønskes overholdt, om ikke andet, så for at vi kan præmiere den rigtige fisk til afslutningen. Med kyshånd mange tak.
Repræsentantskabsmødet (Endnu en lille bøn til Jer):
Ja, det er så den sidste bøn i denne omgang, så skal jeg nok lade være med at bede om mer’ i år. Vi har jo repræsentantskabsmøde meget snart (invitation kommer senere), og vi vil opfordre jer til at støtte op om dette. Ikke mindst fordi vi kommer til at mangle i hvert fald 4 folk, der vil gøre en indsats i forretningsudvalget, deriblandt en kasserer. Så er du interesseret, eller er der en i din klub, der er interesseret, så kom endelig med til vores alle sammens repræsentantskabsmøde, og lad os få en lige så aktiv sammenslutning, som vi har nu, om ikke endnu mere.
Som lovet, nok med bønner. Kan I have en rigtig God Jul og Godt Nytår, og Knæk og Bræk i det nye år.
Med venlig hilsen,
Dan Nielsen
Formand for Odense Å Sammenslutningen
Overgade 56
5492 Vissenbjerg
Danmark
Email: dbn@adslhome.dk Tlf.: 40574926
P.S. I slipper ikke helt for mig, jeg sender en indbydelse til repræsentantskabsmødet i December.
Hvis der er nogle i O.S.K. der kunne bruge lidt fritid på nogle af disse aktiviteter, så er man velkommen til at kontakte mig.
MVH
Allan Birk