Odense Sportsfiskerklub`s Viking 65+ fejrede i dag 10 års jubilæum. 16 fuldgyldige medlemmer plus de 2 hangarounds, der udgør juniorafdelingen, mødtes i Hverringeskoven til onsdagens fisketur. Enkelte Vikinger har været med helt fra start og den ældste er nu 93 hviket er meget imponerende.
Denne dag var der disket op med de sædvanlige rundstykker og en lille skarp eller to, for at få blodomløbet i gang. Derudover var der indkøbt en jubilæums brunsviger dame. Det må så være en skjoldmø i dette tilfælde.
Et par timer derefter på kysten i en bare helt forkert vind, gav et lidt magert resultat. En enkelt lille undermåler på Bjarkes Pattegris, en hornfisk til min navnebror Gerhardt, og fire små hornfisk til Niels var dagens resultat.
Henning og Christian havde tændt op på bålfadet med alskens tilbehør til at lave et par gode burgere med nakkesteg, bacon med div tilbehør.
OSK havde sponseret en rigtig god flaske rom, som skal nydes ved en senere lejlighed.
Stor tak til Allan Berg der har stået for viking 65+ i ti år nu