Eftermiddag/aftenhygge hos “drengene” i Midskov.
Hvert år arrangeres der weekendtur til Midskov, som ligger ude ved Gabet. Et dejligt hus med en fantastisk udsigt og ikke at forglemme, godt fiskevand.
Jeg er før blevet spurgt om jeg ikke skal med, men har pænt sagt nej tak, da jeg helst skal have et skib under fødderne, når jeg skal fiske. Men i år tænkte jeg, at når nu fruen ikke var hjemme, kunne jeg da tage hunden med en tur derud og så få aftensmaden. Da jeg kom var der ikke rigtigt nogen folk at se, så jeg gik ned til stranden, hvor jeg mødte Lasse der stod og fiskede og han kunne fortælle, at folk var forskellige steder langs kysten for at fiske.
Vi gik tilbage til huset og stille og roligt begyndte folk at komme traskende eller kørende. De fleste uden fisk , men i godt humør velvidende hvad aftenen havde at byde på. En enkelt, Kurt Exformand havde dog fanget en havørred( 48 cm og 1 kg) og overvejede et kort øjeblik, at køre ind og få den indvejet til Sea Trout Open, men blev enig med sig selv om, at det var for langt og tog sig en øl i stedet for !!
Sådan en gang frisk luft giver jo en god appetit, så Kresten Mehl var gået i køkkenet for at lave aftensmad, som var gryderet med ris og det fik hurtigt ben at gå på. Nogen beklagede sig over at der ikke var nok, men Kresten forsvarede sig med, at han ifølge opskriften havde lavet, så skulle være nok !! Opskriften havde så bare ikke lige taget højde for, at det var 14 voksne mænd i voksealderen (ud af) der skulle have noget at spise. Men godt smagte det, så tak til ” Le Chef”.
Til dessert var der Tiramisu og der var ikke sparet på sprutten, men det tror jeg nu ingen bemærkede, for selv om det var gået meget godt med rødvinen til maden, var det da ikke noget at regne i forhold til det der skete under desserten: Lige pludselig stod der, jeg ved ikke hvor mange flasker sprut på bordet og jeg takkede min Gud og skaber ( min mor og far) for at jeg ikke havde lyttet til min kære hustru, da hun sagde, at jeg da kunne tage min sovepose med og sove der ude !!!! Johs, som bærer titel Årets OSKer med rette. tilbød at jeg kunne sove ved siden af ham, og tak for tilbuddet, men jeg følte ikke lige trang til at sove ved siden af en mand, der spiser middag iført en neopren sparkedragt !!
Så som det forholdsvis fornuftige menneske jeg er nøjedes jeg med at få et lille glas af den der udemærkede rom fra Skjold Burne. Imens varmen fra rommen spredte sig i kroppen overvejede jeg godt nok i et spilt sekund om det der syn af Johs i sparkedragt kunne drikkes væk, men nej, jeg valgte at køre hjem i min egen seng og tak for det, for det forlød ,at sidste mand var gået i seng kl. 02.30 og jeg tør slet ikke tænke på i hvad tilstand!!
Jeg vil sige tak til drengene for det er nemlig lige hvad de er, for en utrolig hyggelig aften og til dem, der går og føler trang til at få luftet deres indre drengerøv kan jeg kun sige :
” Meld dig til næste år, for det er sgu bare så hyggeligt”
På egne vegne.
Niels Jensen