Frost tur til Tybrind Vig

Kyst tur til  Katterød Rev den 26/1 2014 

9 mand mødtes i klubhuset kl. 9 hvor vi fik en kop kaffe og rundstykker , som en rar mand igen var så flink at levere.

Termometret viste minus 6 og metrologerne havde lovet hård vind fra SØ – altså bare røvkoldt . Tja med hård vind fra SØ og Katterød Rev , det blev vi meget hurtigt enige om at det altså ikke duede. Valget blev Tybrind Vig , nærmere bestemt Husby Strand.

Efter ankomst kunne jeg godt høre på de to fluefiskere (Jørgen og Thomas) at vinden var lidt dum – lidt for meget fra højre ( de frøs altså ) ,men fiskes det skulle der mente vi andre. Godt klædt på begav vi os til at fiske, vandet var spritklart, solen skinnede. og der var is i strandkanten. Jeg fiskede hurtigt hen ad stranden og et godt stykke henne mens jeg sad på en sten og var ved at skifte agn, hørte jeg nogen komme. Det var såmænd de to fluefiskere Jørgen og Thomas som var blevet enige om at køre til Wedellsborg hvor de havde parkeret ved godset og var gået ned gennem skoven !

Da jeg på tilbagevejen mødte Peter, som i øvrigt heller ikke havde haft kontakt med fisk, kunne han heldigvis fortælle at Fabio havde fanget en – det viste sig at være en flot ( om end næsten frossen ) grønlænder på 48cm og 1,1 kg. 

Klokken ca. 13 havde de fleste fået nok af den bidende kulde, isen i stangøjerne og de meget kolde fingre -tror at den eneste som havde kontakt var Fabio ( altså måske lige med undtagelse af Bjarke som fangede en isklump ).

Trods den bidende kulde var det alt i alt en god tur – og hvor er det dog godt at vores huse er hule og varme indvendigt. 

Hans Nielsen

Udgivet i Nyheder.