Igen i år deltog en masse O.S.Ker i Jan og Bo´s Fladfiske Cup i Langelandsbæltet.
Nærmere betegnet 20 m/k fra klubben deltog i det, som har udviklet sig til en årligt tilbagevendende begivenhed, som alle glæder sig til at deltage i år for år. For alles vedkommende bare fordi det er rigtigt hyggeligt at møde gamle fiskekammerater og for lige at få testet mobbegenet!! Og så også fordi det er spændende om det nu lige er dagen, hvor man rammer en af de store flade, der kan udløse en af de fine præmier fra Jan og Bo, hvor førstepræmien er en tur til Norge efter helleflynder.
Som altid blev der kigget på vejrudsigt op til turen, men det viste sig hurtigt, at det kunne være lige meget for den skiftede hele tiden fra, at vi skulle have korte bukser på til at iføre sig stor flydedragt. Det endte heldigvis ud i de korte bukser, som ingen havde på, så mange svedte bravt i de store flydedragter!!
Snakken gik som sædvanlig da grejet blev gjort klar og morgenmaden indtaget om, hvor de forskellige skibe ville tage hen og prøve lykken. Det endte med, at alle skibe mere eller mindre tog over til Lollands siden for at finde de store flade, som for nogens vedkommende hurtigt kom til at dreje sig om i det hele taget at finde fisk !!! For nemt var det ikke og snakken mellem skibene over VHF varslede ikke de store fangster, men det ved alle er løgn og latin for en fast tradition er , at lige på denne dag lyver skipperne mere end de ellers plejer om deres skibs fangster og det siger for vores skipper Verner på Felix(se billede) sgu ikke så lidt !!
En af de faste traditioner på disse ture er at uanset hvor mange fisk han fanger og det er som regel mange, så brokker Ulrik Jeppesen sig hele tiden over et eller andet. Og det i et omfang, så vi andre på trods af , at vi gør vores bedste ikke kan følge med. I lang tid troede Ulrik, at han havde fanget skibets største fisk så stor var ærgrelsen, da Preben Hansen fangede en der lige var nummeret større end Ulriks. Og der skulle da også lige vejes efter!! Men Ulrik er jo ikke konkurrence menneske for ingen ting, så han kastede sig ind i kampen igen og fik da også en pæn stor flad igen på de ca. 800 gram, men det var ikke nok til at slå Prebens på 912 gram.
O.S.K havde booket 3 skibe og havde 20 m/k med, så der var 16 mand med fra nær og fjern for at fylde skibene op og det blev Stig Brodersen fra Haderslev, som fiskede på Skjold der løb med første pladsen med en rødspætte på 1612 gram og 54 cm. Det udløste førstepræmien, så god tur til Stig når han skal op og fange en endnu større fladfisk.
Og det betød, at Karsten Påske på Skjold blev bedste skipper og vandt en jakke.
Til dem der går op i tal kan siges at på de 3 O.S.K skibe blev der tilsammen fanget 619 flade og hvordan de fordelte sig på de 3 skibe kan være fuldstændig lige meget !!!
Men det kan fortælles, at os på Felix fik problemer da gaskablet på båden røg, så vi ikke kunne tage gas. Så skipper Verner måtte lave en nødløsning med en snor gennem vinduet han kunne trække i mens undertegnede for en kort bemærkning måtte agere rorgænger. Ikke med den store succes for jeg ramte ikke den Spodsbjerg-Tårs færge, som Verner sagde jeg skulle sejle efter !!
Billede af alle præmietagerne med deres fangster :
Til slut en stor tak til alle for en god tur og vi ses igen 8. oktober 2017.
På havudvalgets vegne.
Niels Jensen