Efter 3 år med aflysninger pga. blæst kom søens folk endelig af sted til Det Gule Rev.
Vi ankom alle i løbet af onsdag aften hvor vi lige røg ind i Thyborøn Havns 100 års jubilæum så vi fik mange hilsner med fra alle dem der skulle lade vandet op af containeren. Om det var musikken fra Tørfisk der inspirerede de 6 mand fra Team Fiskeslim til at drikke noget øl vides ikke, men den sved lidt dagen efter, da vi kom ud til bølgerne . Da kom øllet sgu godt nok op igen !!!!
Efter vi havde forsøgt at sove om natten hvilket godt kan være lidt svært når skibet gynger og motoren dunker, var vi fremme ved fiskepladsen om morgenen efter at være kommet 48 sømil ( 88 km) ud på havet og vi startede med at fiske på et vrag fyldt med fisk. Undertegnede fangede 4 torsk på 3 kast og så er man jo ligesom i gang !!
Hurtigt blev baljerne fyldt med fisk og normalt hiver vi selv indmaden ud og lader en medhjælper, som i dette tilfælde hed Ole, om at skære fisken ud i filetter, men de havde udvidet servicen til at vi mod et mindre beløb kunne få det hele gjort. Morten Nyby ville spare de penge, så han gik i gang med selv at rense, men efter at have skåret fingeren overlod han det til Ole.
Efter at have fisket vraget tomt sejlede vi til et andet vrag hvilket tog en time som folk benyttede til at få lidt hvile for det er en hård omgang at være på det Gule Rev når det gynger som det gjorde på vores tur. Alle muskler bliver brugt for at holde sig på benene og at hive fisk op fra de dybder kræver sgu også lidt af overarmene. Ja og øl den halve nat giver jo også mangel på hvile !!
Næste vrag gav også godt og nu kom de store fisk og det kan være en hård omgang. Rene fangede 2 styk på hver 9 kg på en gang og har du fået dem på dæk kan du godt springe en gang eller to over i styrketræningscenteret!! Der kom også store langer om bord til dem som fiskede specifikt efter dem og undertegnedes første lange som kom på ved et “uheld”.
Så med alle de fine fangster ventede vi bare på en måler og efter at der var fanget fisk op til 9,5 kg lykkedes det for Morten Nyby at fange en måler på 11,5 kg. Det var Mortens første danske måler da der vist var noget med en tigerhaj på 3,5 meter men det er en anden historie!!
Vi sluttede af med at fiske på stenrev men det gav ikke så godt men da havde vi vist også fanget hvad der tilkom os for da vi talte op havde vi ca. 400 kg filet + hele fisk med hjem og når vi regner med at 1/3 af en fisk bliver til filet har vi fanget ca. 1, 2 tons fisk og det må siges at være helt godt. Det var næsten og også kun næsten at vores gode skipper Per var tilfreds med os da vi jo “kun var en flok fynboer”.
Team Fiskeslim.
Team Fiskeslim er 6 gæve gutter som er medlem af O.S.K, men som samtidig har deres egen lille fiskeklub med dens særlige regler. De havde 10 års jubilæum på turen, hvilket de fejrede som skrevet andetsteds med en flok øller. Og om morgenen havde de brunsviger kage med til os alle.
Derud over kæmper de om titlen som President hvilket betyder at den som er President skal arrangere julefrokost!! En titel man har til en fanger en større fisk end ens egen, men som man max kan have i 4 år. Bjørn havde haft titlen i 4 år ,da han havde været så(u)heldig at fange en pilrokke på 240 kg. Men nu overtog Jesper titlen med en torsk omkring de 10 kg ,men han virkede ikke specielt glad men når man ser hvor meget de kan brække sig på en Gule Rev tur efter “lidt” øl forstår man ham godt.
Til slut vil jeg takke alle for en rigtig god tur og tak for godt kammeratskab med den sædvanlige gode O.S.K tone.
En særlig tak til Per og Ole fra det gode skib Bodil for at de fandt nogle fisk og rensede dem for os.
Niels Jensen – Havudvalget