En af O.S.Ks meget dygtige lystfiskere, Ulrik Jeppesen har deltaget i Seatrout Open (STO) sammen med sin gode ven Jack,og det er der kommet denne sjove historie ud af :
Fredag: Vi starter fiskeriet på en plads, hvor der garanteret ikke har været mennesker siden Svenskekrigen. I de allerførste kast er der fisk, og vi lander hurtigt en keeper hver. Fiskene er ekstremt sky, men Jack finder noget brunt metal frem fra æsken, der kan skabe noget reaktion. Selvom jeg er verdens største fan af brun, så har jeg intet i æsken, der bare minder om.
Så jeg nyder at iagttage Jack lande en stribe flotte ørt’er. Da fiskeriet dør ud, beslutter vi at give pladsen fred – med henblik på at vende tilbage ved næste vandskifte. Jeg har haft en stor følger, så vi ved at pladsen har potentiale. Da vi efter en god pause er tilbage, lægger jeg ud med et par fisk på bombardaen, og Jack får også en. Igen dør fiskeriet ud, og Jack finder minsandten endnu et stykke obskurt metal frem fra boksen. Det skorter ikke på spydigheder fra undertegnede, men de forstummer da manden kroger og lander en super flot fisk på 2,5 kg.
Jægerblinket, som med vanlig plat, fynsk humor bliver døbt bra’panden, viser sig fra dette øjeblik at være rette medicin til de større fisk. Mens Jack kører til indvejning får jeg endnu et par fisk på fluen, og vi stopper, da han kommer tilbage. Dagens samlede resultat bliver 11 fisk.
Lørdag tager vi den hårde tørn, og fisker Langeland. Jack kender nogle hemmelige pladser, hvor vi kan gå for os selv, siger han. Pladserne er imidlertid ikke mere hemmelige end at et par busser med tyske lystfiskere har fundet vej til de samme lokaliteter. Langelandstourneen bliver et relativt hurtigt ræs gennem nogle få pladser, inden vi mister tålmodigheden. Heldigvis har Jack nogle pladser i nærheden, hvor der er garanti for Bonanza. Jeg ved ikke helt hvad han lægger i det begreb, men jeg føler mig ikke helt tilfredsstillet efter at have mærket een fisk på 156 forskellige pladser. Lad os kalde en spade for en spade: Vi trækker en dobbelt, gedigen 0-bon. Et stort rundt æg med glimmer og rotorblink.
Søndag skal vi så have oprejsning efter den syngende lussing, og bliver enige om at bruge tiden i det område, vi startede i om fredagen. Men fiskene er selvfølgelig væk, og det bliver kun til en enkelt til mig. Da tiden er ved at rinde ud, beslutter vi at prøve en ny plads meget tæt på. Her lykkes det Jack og bra’ panden at trylle et ordenligt skrummel af en nedgænger frem fra dybet. Et prægtigt dyr, som med mere sul på bugen, ville være enhver lystfiskers våde drøm. På vej ind til præmieoverrækkelsen snuppet vi lige en sidste plads, hvor det bliver til en par kontakter og en sprængt line (!).
Bottomline er, at STO 2017 er det mest fiskefattige, jeg har præsteret. Til gengæld har jeg været gasblå i hovedet af grin siden fredag morgen, og solen har tatoveret et par flotte solbriller i mit ansigt. Min ryg er ødelagt, bilen stinker af fisk og gammel rygeost. Jeg har ikke sovet i 3 døgn og ligner en blødkogt hobbit. Så jeg glæder mig allerede til en ny runde i efteråret. Jack, min ven: Det var toppen!
Ulrik Jeppesen.