3 ud af 5 præmier til O.S.K er ikke så tosset selv om 1.pladsen smuttede !!
Så oprandt dagen som mange havde set frem til, nemlig den årlige fladfiskecup arrangeret af Jan og Bo. I lighed med de andre år havde O.S.K 3 skibe med i alt 36 mand. Det vil sige. det skulle vi have været, men på grund af mange “pludselige” afbud, måtte vi have folk ude fra for at fylde skibene. Men intet er jo som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget, for når nye folk ser hvor flinke vi fra O.S.K er, giver det da lige et par nye medlemmer !!
Dagen startede lidt kaotisk, da det var så tåget at nogle af skibene ikke ville sejle ud, da de ikke havde det nødvendige udstyr til den slags sejlads. Og så manglede vi også lige to skippere der kom for sent, men så var der jo tid til at få hilst på gamle venner på de andre skibe og ellers få varmet den obligatoriske mobning op.
Vi på Felix, som undertegnede var om bord på, havde valgt en taktik, der i første omgang gik ud på at få få, men store fisk. En taktik der lykkedes, da vi ret hurtigt fik fisk over kiloet om bord. Den største (1,3 kg) til Per “Storfanger ” Hansen, men det var sådan set forventet, da Per er skrap til det der fladfiskeri . De to andre over kiloet blev fanget af Knud Pagh , som havde været med før samt af Kurt Gleie, som var med for første gang. O.S.Ks formand Frank var også med og han brillerede ved ikke kun at fange mange fisk (31) men lige så meget ved at give en stribe Underberg. Det får man meget anderkendelse for !!
Da vi mente, at vi havde fanget de store vi kunne samtidig med at solen brød igennem, sejlede vi et andet sted hen hvor fiskene ikke er så store, men hvor der er flere af dem. Det er jo ikke kun en konkurrence, men det gælder jo også om at få fisk i fryseren.
Snakken går imellem skibene om hvad der fanget, men der lyves mere end man tror det kan lade sig gøre af voksne mennesker, så det bliver vi ikke klogere af. Og at ringe til vennerne på de andre skibe giver heller ikke et klart billede af, hvor man ligger i konkurrencen. Så først når vi kommer i land og folk sniger sig op til indvejningsbordet med deres fisk kan man se hvordan det er gået. Og vi måtte desværre konstatere, at det heller ikke i år lykkedes for Per at blive nr. 1, da det gode skib Fie igen i år havde haft held med deres sats efter pighvar. Så 1. præmien gik til Jan Dalgaard fra Måleren med en pighvar på ca. 1, 5 kg og tillykke til ham fra os i O.S.K. Per blev nr. 2, Knud nr. 3 og Kurt nr. 5 , så det må siges at være godkendt . Tillykke med præmierne og vi giver det et sats igen til næste år.
Og til de interesserede kan siges, at der på de 3 skibe som O.S.K havde booket, blev fanget omkring 800 fladfisk !!!
På vegne af havudvalget skal der lyde et tak for en hyggelig tur til alle deltagere.
Niels Jensen