65+ turen den 26. september.
Vi startede ved klubhuset hvor 9 Vikinger blev samlet og kørte til Flyvesandet. Her var der også fisk og hele 3 kom på krogen, hvoraf den som Torben Marvø fangede var en pæn blank havørred som kom med hjem. Tillykke med et rent fiskeri uden støvlepjank osv.
Hans gav os nogle gode råd om bombardafiskeriet og det + fiskene gjorde at det blev en god og hyggelig tur, selv om det til sidst blev regn, regn og regn.
Heldigvis startede det hele i tørvejr med morgenkaffe, rundstykke med ost og en lille morgenbitter, inden vi alle mand jagtede fiskene.
Den næste Viking 65+tur bliver rykket til efter efterårsferien.
Det bliver onsdag den 24. oktober, hvor vi starter ved klubhuset kl. 10,00. Er vejret ikke til fiskeri, så sætter vi os ind i klubhuset og får en god snak om lidt af hvert.
Blandt andet vil jeg gerne have nogle ønsker og ideer på bordet til planlægningen af vores næste 65+sæson.
Derfor så mød op alle Vikinger. Måske kan du bidrage med ideer/undervisning til fluebinding, blink og wobler fremstilling eller noget helt andet. Kom med forslag. Husk på vi er 22 Vikinger i vores lille 65+ gruppe, så der må kunne komme en masse gode forslag på bordet at snakke om.
Med venlig efterårshilsen
Allan Berg