Fladfiske tur med OSK på Langelandsbæltet 5 september 2020!
Kalenderen er nået til september og det var tid for deltagerne at indfinde sig i Spodsbjerg på Langeland for at stævne ud på nye fiskeeventyrer med MS- Felix. 12 håbefulde mand var klar til at give den max gas med fiskegrejet, for at fange en stak ”flade”.
Planen var at sejle mod Lolland, for at finde fisk derovre. Desværre var vinden allerede kraftig da vi sejlede ud og efter kort tids afgang blev planen ændret og vi sejlede tilbage mod området syd for Spodsbjerg, hvor vi fik en rigtig vippetur undervejs.
Fiskeriet blev ”truttet” i gang af skipper Verner ud for Vindeby strand. Også kendt som “Grisefarmen”. Første træk gav fisk, men ikke det helt store. Ikke nok med at vinden drillede, løb strømmen modsat og ud fra hvad garvede deltagere fortalte, er dette ikke nogen god kombination når vi snakker fangst af fladfisk. Næste stop var endnu tættere på den sydlige spids af Langeland. Her lå der i forvejen en kutter og drev med lystfiskere. Senere kom der endnu to kuttere til området. Her blev vi stort set resten af turen.
Nu kom der fisk i baljerne og alle fik noget på krogen. Tre fladfiskearter kom på dæk, rødspætter, skrubber og isinger, og jeg tror at der var flest i første kategori. Personligt stod jeg i stævnen og kunne ikke se hvad der blev fanget nede bagved. Fra min plads kunne jeg se at der var flere som havde både to og tre af de flade med op fra dybet på en gang. Da fiskeriet var slut noterede turleder Niels deltagernes hjemtagende fangster. I alt havde vi 111 fladfisk til os 12 deltagere. Hvilket jeg personligt synes var et ganske fint resultat på trods af de lidt svære forhold.
En ting er helt sikkert, det at hygge sig sammen om fiskeriet betyder meget. En snak, et kærligt drilleri og så spændingen om hvad der nu er på vej op mod overfladen, det er det det handler om. Selvfølgelig er det, at få fisk på krogen super dejligt, men det er stadig fisken der bestemmer om den vil hoppe på vores madding. Den kloge narrer den mindre kloge. Knæk og bræk derude til alle.
Tekst og foto: Michael Schmidt
1000 tak til alle deltagere og skipper Verner for en god tur og mange tak til Michael for tekst og fotos fra turen 🙂
Turleder Niels Jensen